Der allerede lagt spor ud til spændende diskussioner :

• Mediestøtten bliver lagt fast af politikerne på Christiansborg – og allerede nu positionerer diverse interessenter sig for at forsvare deres positioner. Forhåbentlig bliver “platformsuafhængighed” et af nøgleordene i det endelige forlig, så netmedierne – også de uafhængige uden for de store mediehuse – får adgang til støtte til kvalitetsformidling på nettet.
• Betalingsmodellerne på nettet bliver konkretiseret: en bølge af paywalls ruller ind over nettet – herhjemme især repræsenteret ved Berlingske Media
• Hyperlokal journalistik og brugerinddragelse er på dagsordenen i flere danske mediehuse. Helsingør Dagblad skal eksperimentere med det, lokale portaler som Venstrebladets Nordvestnyt.dk og  Folketidendes netudgave samt Jydske Vestkystens net – for at nævne få – satser på at holde fast i opsvinget i brugertal fra Kommunal- og regionsvalget.
• Apples iPad og Microsofts Slate ses af mange mediehuse som de nye enheder, der måske kan sparke liv i avisernes transformation fra papir til e-ink – og en mere substantiel indtægt fra netaktiviteterne: kort sagt avisernes redning. De første indikationer på enhedernes tiltrækningskraft hos kunderne og brugen af dem vil være på plads ved årets udgang.

DONA11 og ny prisvinder
2010 bliver også interessant, fordi DONA11 hermed er annonceret.

Vi følger op på vores succesfulde jubilæumsfest DONA10 og lancerer et lignende arrangement i efteråret.

Her vil en webpioner igen modtage DONA Prisen for en særlig indsats for netmedier og netkommunikation, som Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum var den første modtager af.

Det er bare et af de arrangementer i 2010, som DONA har på vej i år om det nyeste inden for netkommunikation.

Desuden deltager DONA igen i år på Journalistforbundets Fagfestival , hvor 1.800 mediefolk mødes for at diskutere og blive inspireret. DONA afvikler – som i 2008 – en række hands-on workshops om netfærdigheder.

Vi glæder os til at se, hvad året bringer – og vi ser frem til at have danske webfolk med på turen

Det skete ved DONAs 10 års jubilæumsfest på La Oficina på Frederiksberg fredag aften

Motivationen for Timme Bisgaard Munk lød således:

Hvis man i dag satte sig ind i en tidsmaskine og beamede sig 10 år tilbage i tiden, ville man lande i en verden, hvor folk endnu ikke havde hørt om Google, blogs, Wikipedia eller Facebook. Man ville gå rundt i en verden, hvor folk stadig slog op i telefonbøger når de skulle ringe til en ”ven”, og bladrede i Kraks, hvis de skulle finde en adresse.

Hvis man arbejdede med kommunikation eller medier ville man oven i købet opleve en verden, hvor folk ikke havde hørt om Kommunikationsforum. Man ville møde folk, der aldrig havde prøvet at få deres ugentlige dosis af sarkastiske indlæg, dekonstruktivistiske foucultianske analyser af senkapitalismens sidste krampetrækninger og 10 gode råd til forbedring af virksomhedens interne kommunikation.

Man ville faktisk også møde folk, som ikke kendte deres ”karma-point” og man ville møde folk der aldrig havde tjekket ud, hvem der havde besøgt deres k-profil de sidste 24 timer.

Og sidst men ikke mindst ville man møde folk, som faktisk ikke havde fået deres seneste stilling som Corporate Communications and Brand Manager via Kommunikationsforums jobside.

DONA prisen uddeles i dag til en person, som har været med til at skabe et paradigmeskift i den danske kommunikationsbranche.

I en tid, hvor ganske få mennesker i Danmark havde hørt om Facebook, skabte han et website, som de facto blev kommunikationbranchens svar på Facebook. Et site som ikke alene er underholdende, oplysende og relevant, men som også bidrager til at bringe folk som os i dette lokale tættere på hinanden gennem udveksling af viden, links, videoer og blogindlæg.

Prisen går til en person, som på egen hånd skabte en medievirksomhed, som på alle måder peger ind i den usikre fremtid, som så mange af de traditionelle medier har så svært ved at se i øjnene. En medievirksomhed, som er blevet kåret som en af Børsens Gazellevirksomheder, og som flere år i træk har præsteret overskudsgrader, som hører til i en svunden tid for andre og større medievirksomheder.

DONA prisen går til Timme Bisgaard Munk og til Kommunikationsforum.

Anna Ebbesen
Anna Vinding, DSB Kommunikation
Asbjørn Poulsen
Astrid Haug
Camilla Kjær Pedersen
Christian Buch Iversen
Christian Veigaard
Christie Stauning Andersen
Christina Blaagaard
claus mackinney-valentin
Claus Sølvsteen
Dan Larsen
Daniel Bergsagel
Didde Elnif
Fayme Alm
Finn Breddam
Franck Nielsen
Gry Bauer
Gustav Svensson
Ida Sønderby Rosgaard
Ilse Lærke Kristensen
Jan Gralle
jan stjerne
Janne Bavnhøj
Jeppe Kabell
Jesper Berg
Jesper Højberg
Jesper Møller-Fink
Jesper Pedersen
Jess Myrthu
Kaj Noppenau Sørensen
Karen Mardahl
Karen Margrethe Ørnstrup
Karen Mohr Sokkelund
Karin Høgh
Katrine Bartram Reinert
Kenneth Ley Milling
Kim Elmose
Kristoffer Friis
Lars Wiedemann
Lisbeth Klastrup
Mads Kristensen
Mads Aakjær Lauridsen
Marc Falk
Mark Thomsen
Marta Karolina Olsen
Mette Koue
Mikkel Andersen
Mikkel Westerkam
Mille Schütten
Minard Design
Morten Saxnæs
Nikoline
Nina Grut
Ole Palnatoke Andersen
Pauline Sinding
Peter Djurup
Peter Nørregaard
Peter Svarre
pouline middleton
Randi Hovmann
René Clausen Nielsen
Rune Huvendick Jensen
Sanne Plichta
Sanne-Maria Bjerno
Shanta Maria Thacker
Sita Simonsen
Stefan Bøgh-Andersen
Stine Bjerre Herdel
Stine Kromann-Larsen
Søren Aaes
Thomas Madsen-Mygdal
Tim Lind Jensen
Timme Bisgaard Munk
tine stevnhoved
Trine Rahbek

TALERE
Abelone Glahn
Bjarke Myrthu
Ernst Poulsen
Trine-Maria Kristensen
Troels B. Jørgensen
Thomas Petersen

Desværre var der flere rynkede øjenbryn og besværgelser fra mediebosserne end kampgejst og begejstring.

Nu har jeg sovet et par gange på fremlæggelsen af Mediestøtteudredningen – og især sovet på reaktionerne på den fra aktørerne i mediebranchen. Godt nok (eller måske heldigvis ? ) er det politikerne, der skal udmønte ideer og scenarierne i udredningen i en ny Medieaftale, når forhandlingerne går i gang efter nytår. Men mediebossernes reaktioner er sigende for, hvad de vil hviske politikerne i ørerne, når forhandlingerne går i gang.

Og det var – jf panelrunden efter præsentationen af udredningen – præget af megen forbehold, beklagelser over altings sørgelig tilstand med svindende indtægter, Finanskrise og “Det var bedre før i tiden”.

Det var måske ikke overraskende, fordi det er ved gud ikke sjovt med økonomisk krise og faldende oplag samt annonceindtægter. Alligevel er det skuffende, fordi løsningerne viser tilbage på gamle forretningsmodeller og støtteordninger til forældede publiseringsformater.

Fremfor at bruge kræfter på at få begrænset DR på nettet og i æteren , bør mediebosserne sige “Hep ” til en mulig ordning , beskrevet i Meriteringsscenariet (s. 8 i udredningen)  hvor 85 procent af støtten gives som basisbevilling til produktion og distribution, mens de resterende 15 procent er placeret i to puljer, den frie pulje og satningspuljen.

Den frie  pulje er tænkt til at give støtte til konkrete medieprojekter, mens satsningspuljen er støtte til medieprojekter – fx. nye websites eksempelvis.

Jeg synes, at det er forfriskende ideer for at få tvunget mediebranchen til at satse ny – især også hvad angår onlinekommunikation. De har lanceret netsatsninger i de gode tider – bevares – men der blev ikke ofret nok i den retning – herunder nye eksperimenter med vægt bag til at finde frem til nye indtjeningsmodeller. Derfor skal der lidt kæp til for at få rusket op i branchen.

De er ikke begejstrede, som fx Lisbeth Knudsen, der hev ord om smagsdommeri og statslig styring frem i P1 formiddag . Det synes jeg er for tidligt at konkludere noget som helst om.

Jeg håber, at vi med det kommende Medieforlig kommer væk fra al tale om Gatekeepers , papir-er-Gud og De-andre-skal-begrænses og bevæger os mere tilbage til medielaboratoriet og begejstringen .

Ja, det er bøvlet men branchen er ved at blive ændret – og det er ønskeligt , ikke beklageligt.

Det får medierne med flere midler til satspuljer en chance for at lege med – og stadigvæk bevare 85 procent af den nuværende støtte.

Det er spændende tanker, ideer og indspil fra forskerne til de kommende forhandlinger.

Lad os ikke tale dem ned, inden forhandlingerne starter, kære mediebosser , ræk dog ud efter morgendagen.

Læs og se mere
Man kan se præsentationen af rapporten i en video på nettet.

Om  selve rapporten kan interessede læse gode artikler hos Journalisten.dk (bl.a. DJ-formand: Online-medierne skal på landkortet )og Mediawatch (hvor flertallet kræver abonnement ) med overblik over hovedkonklusionerne samt høre Mennesker og Medier fra fredag med tema om Mediestøtteudredningen. Desuden kan jeg anbefale, at man læser artikler hos Information; Nu starter slagsmålet om mediestøtten , Mediestøtte: Reformer på vej og kronikken ved Morten Gade: Aviser uden nyheder.

Rambøll har stået for indsamling af data i samarbejde med de to professorer og udredningen – en del af landspolitikernes Medieaftale 2007 – 2010 – og den skal svare på især disse to følgende spørgsmål:

• Er medieudviklingen løbet fra mediestøtten?
• Får nye medier den opmærksomhed og støtte, de fortjener?

Det er imødeset med spænding, hvad Lund og Sepstrup konkluderer på baggrunden af deres gennemgang af den gamle mediestøttes virkning på den danske mediebranche.

Mange mediechefer – bl.a. i baggrund i de traditionelle mediehuse – håber givetvis på, at der fortsat vil være en anbefaling kraftig økonomisk støtte til dagbladene midt i en finansiel krise. Og det skal der skam nok også fortsat være.

Men rygterne vil vide, at der Lund og Sepstrups anbefalinger vil være i den dristige ende af skalaen – og det vil i så fald være meget glædeligt.

Mediestøtte bør indrettes, så rene netmedier – uden et papirdrevent medie i ryggen – skal kunne opnå støtte på lige vilkår med avishusene.

Der skal være lighed for loven , om man så sige,  så at pengene ikke kun gives til en udgivelsesmetode, der uanset man vil det eller ej, hvis betydning svinder  på grund af den teknologiske udvikling.

Den fremtidige mediestøtte skal give rum for udviklingen og eksperimenter med kvalitetsjournalistik og formidling på nettet. Mediestøtten skal understøtte det oftest oversete faktum – efter min mening – at det aldrig har været sjovere at være journalist og netformidler.

Tænk, aldrig har journalister og medier haft så gode muligheder for at nå ud til læserne, gøre dem til deltagere frem for blot bevidstløse brugere og forbrugere.

Medierne kan samarbejde med læserne, lytterne og seeerne om at indsamle viden, kvalificere viden og formidle viden.

Krisen, der hersker i branchen, er ikke journalstikkens krise – det er den traditionelle mediebranches krise.

Journalistikken i sig selv har gode muligheder for at blomstre og foretage sig nogle tigerspring.

Mediestøtten skal derfor understøtte journalistikkens transformation midt i et paradigmeskift – og gå imod det snævertsyn, der lå i den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens udmelding i januar 2009 om støtte til dagbladene

Bliver mediestøtten et ilt-telt for en branche, der ikke vil omstille sig til nye vilkår og give rum for ambitiøs netformidling , vil det være spildt skatteyderkroner og en forpasset mulighed for dansk journalistik.

Medieudstøtteudredningen bliver præsenteret i Eigveds Pakhus på en konference her til formiddag.

Rapporten vil være tilgængelig på Styrelsen for Bibliotek og Mediers hjemmeside senere på formiddagen.

Foredrag d. 30. September på ITU om brugen af personas i planlægning af målrettet kommunikation ved Lene Nielsen, Snitker & Co.:

Personas baserer sig altid på data – grundige data om brugerne på et site eller kunderne til en vare. Data der fortæller hvem de er, hvordan de bruger en service, vare osv og hvad der er deres præferencer.

Det fortalte Lene Nielsen, Danmarks fremmeste ekspert i brugen af personas til 70 tilhørere på ITU til DONAs arrangement.

Se slides – klik neden for:

Formålet med personas:
- skabe forståelse for brugerne
- som kan føre til løsninger
- der tager udgangspunkt i forbrugernes behov og dagligdag

Bryd kasserne
Det at arbejde med personas er at gå imod kasser.

Du skal altså ikke lade dine forestillinger / fordomme bestemme personaen. Du skal skabe personaer, der bryder kasserne – bryder stereotyperne.

Det er formålet med personas – at bryde vores stereotyp om brugerne.

Vi designer også til mennesker, der er anderledes end os selv – og når vi kan identificere os med brugeren, kan vi designe til dem.
Hvis du er softwareudvikler og superbruger af internettet – og så skal designe en brugergrænseflade til netprogrammer til ældre mennesker, så kan du misse noget.

Undersøgelser af, hvad ældre mennesker benytter på en computer, så er det groft sagt tre typer tjenester og programmer:
- Browser: Fordi de gerne vil på nettet og købe en ferietur til udlandet eller handle på eBay
- Mailklient: Fordi de gerne vil skrive mails til børnebørnene
- Spil: Fordi de gerne vil spille et spil 7-kabale eller lignende .

Det er eksempelvis yderst sjældent, at de bruger Microsoft Officepakken eller lignende pakker til noget. De har ikke behov for det.

På baggrund af dette blev der til projektet Letnet for et par år siden designet en browser til ældre, hvor der er præinstalleret tre faner: internet-fane, e-mail-fane og 7-kabale-fane.

Så er det selvfølgeligt muligt at tilføje flere faner, men grundindstillingerne fokuserer på de ældres behov.
En persona skal altså bruges til, at designteamet kan forestille sig, hvordan et nyt system/internet site bruges, og hvilken kontekst det skal bruges i.

Indlevelse
Det er afgørende, at ens personas giver rum for indlevelse.

Gennem indlevelse kan udviklere forestille sig brugernes behov og adfærd. Beskrivelserne skal være levende for at udviklere kan engagere sig i de forskellige personas. Vi har brug for informationer for at kunne blive engagerede.

Personaer skal have krop og følelse
Det vigtigste i skabelsen er en personas er at indsamle så mange data som muligt fra det fokusområde , som personaerne skal agere i. Er det en kantineleder – er fokusområdet kantiner . Er det en indholdsleverandør til et site , jamen, så kan fokusområdet været cms’et.

Vi interviewer folk, filmer dem, indsamler statistik mv for at finde ud af, hvad der er deres dagligdag, arbejdsmåde og arbejdsområde.
Det bruger vi også til at finde forskellene – dvs finde ud af hvilke forskelle der er mellem de folk, som vi har interviewet , i forhold til fokusområdet.

Vi skal skabe personaer, der har forskellige indgange til fokusområdet.

For at en persona skal fungere – blive opfattet som troværdig – skal den have et kropsligt udtryk, en psyke, en baggrund og nuværende følelser og mere end et karaktertræk.

Derfor kommer fiktion ind over personabeskrivelserne , men det er funderet i data – fx at en person er perfektionist – og det bliver foldet ud i personabeskrivelsen med forskellige betegnelser. Af samme grund skriver du ikke noget i personaprofilerne om, hvilket bilmærke de har , hvis det ikke har nogen som helst begrundelse i data.

En persona er intet i sig selv. Personaen skal opleve en situation, som man så opstiller flere scenarier for.
I scenariet beskrives forestillinger om brug, og det undersøges, hvordan konteksten påvirker brug. Ideer bliver skabt i scenarier.

Indsigt skal kommunikeres
Dataen til skabelsen af en persona kan indsamles på flere måder. For at skabe en persona skal man have data; det kan være film af situationer, som rigtige brugere af et system kommer ud for, deres arbejdsområde etc. og dermed få forståelse af dagligdagen for de miljøer, som ens personaer skal passes ind i.

Ofte består skabelsen af personas af først etnografiske studier – bl.a. interviews og studier med små dokumentarfilm – gennemgang af tidligere data, innovationsworkshops og produktevaluering med brugere.

Når personaer er plads – hva så?
Når man har de personaer, som dækker ens brugere, så tager man fat på at udvikle scenarier – dvs en fortælling. Et scenarie bliver udløst af en situation – og hovedpersonen i scenariet er personaen.

Et scenarie indeholder:
- Begyndelse
- Midte
- Slutning
- Forhindringer

Fx situation : Indberetning af oplysninger via fx virk.dk , der udløser et scenarie , altså en fortælling.
”Dorte skal indberette til Virk.dk – og hun tænder computeren og åbner en browser….”

I et scenarie skal man sikre sig, at personaen selv kan agere og klare situationen. Det er ikke brugbart, hvis der kommer en anden person ind – fx Dorte søn – der er ham, der hjælper Dorte med at udfylde indberetningsblanketten. Det bliver kaldt Guddommelig Indgriben , noget uden for personaen hjælper med at løse situationen i et scenarie.

Men i og med at personaen ikke selv kan klare situatioen, kan man ikke bruge scenariet til så meget. Skal alle Dorte’er have deres søn ved siden, når de skal indberette til Virk?

Ergo må man justere på sin personas.

Forankring af personasproces i organisation
Endelig er det altafgørende at brugen af personaer er forankret i organisationen.

Hvis organisationen ikke accepterer metoden med personas, så bliver personas ikke brugt. Og hvis organisationen ikke er med, så bliver personas ikke brugt.

Lene Nielsen har oplevet, at deltagere i en workshop har peget over i et hjørne og sagt: ”vi har da personaer – de er derovre. De er bare aldrig blevet brugt. ”

Derfor : hvis der er store stopklodser for det her – fx i ledelsen – så er det bedst at sige: vi venter.

Udover forankring er det vigtigt at gentage , at personaer skal være baseret på data, empiriske data, ikke fornemmelser og følelser.

For Lene Nielsen er det vigtigt at slå det fast, så man ikke baserer sine personaer på en rigtig person, fx en god ven, fordi alle mennesker har deres særheder – og det kan skævvride processen og gøre personaen ubrugelig.

Personaer inden for et fokusområde må gerne være forskellige – men deres væremåde, præferencer og arbejdsmåde skal være baseret på fakta, data, fra rigtige personer.
Anbefaling af litteratur:
Tamara Addlin & John Pruitt: “The Personas Life Cycle “
Steve Mulder & Ziv Yaar: “The User’s always right”
Alan Coopers website
Lene Nielsens blog
Endelig udgiver Lene Nielsen en bog i foråret 2010 om personas.

Tweets om arrangementet: #LNDona

Her til efteråret er det nemlig 10 år siden DONA kom til verden som en mailingliste og videndelingsforum for fremsynede webfolk.

Det skal selvfølgelig fejres med en aften med mulighed for at skue tilbage på de seneste 10 års udvikling indenfor kommunikation og online journalistik og bud på fremtiden.

Du får samtidig muligheden for at netværke og møde nye som gamle kon-kollegaer. Det sker selvfølgelig i en strøm af champagne, god mad og musik i de flotte omgivelser i Klasselotteriets gamle trækningshal:

La Oficina
Suomisvej 4
1927 Frederiksberg
Kort

Aftenen byder på en række korte indlæg fra centrale personer i onlinebranchen – den gang og nu:

Fotograf og iværksætter Bjarke Myrthu, Storyplanet, er hovedtaler d. 23. oktober, når DONA fejrer sig selv og sine medlemmer fra kl. 17 – 23.

• Thomas Petersen, direktør , Hello Group: Om udviklingen i webdesign
• Abelone Glahn, iværksætter og forfatter, med i den første DONA-bestyrelse: En opsang til journalister og kommunikatører
• Troels B. Jørgensen, onlinechef, Berlingske.dk: Onlinejournalistikkens udvikling
• Ernst Poulsen, nyhedsredaktør DR og en af initiativtagerne til DONA: Etableringen af DONA
• Trine-Maria Kristensen , direktør , Social Square og tidligere bestyrelsesmedlem DONA: Hvordan har brugen af onlinemedier i kommunikationsbranchen udviklet sig
• Bjarke Myrthu, direktør, Storyplanet: Et bud på fremtidens medieudvikling

Priser
Arrangementet er åbent for alle – medlemmer af DONA såvel som ikke medlemmer – til yderst rimelige priser :-D

Medlemmer af DONA: 50 kr.
Ikke-medlemmer: 100 kr.

Billetten giver adgang til velkomstdrink, en øl/vin/vand og en let aftenanretning i smukke omgivelser i Klasselotteriets gamle trækningshal mens en DJ sørger for et musikalsk lydtæppe.

Der kan efterfølgende købes drikkevarer på La Oficina til billge priser.

Sponsor:

Social Square sponsorerer champagne fra Champagne Tange-Gérard til arrangementet.
Champagne Tange-Gérard er en vingård i Champagnedistriktet, der drives af DONAs sydligste medlem, freelancejournalist Solveig Tange . Læs hendes blog Bobler

Med de nye sociale medier kan både den enkelte borger og magthaveren selv være først med nyhederne, mens den etablerede presse må se til fra sidelinien og forsøge at sortere og validere. Verden, politik og journalistik har for altid ændret sig

Af Kim Elmose og Peter Mose

For få uger siden fangede de demonstrerende i Irans gader verdens opmærksomhed på den måde; siden har etniske minoriteter i Kinas vestlige Xinjiang-provins gjort det. De trodser myndighederne ved at bruge Twitter, blandt andet til at distribuere billeder fra gadekampene taget med mobiltelefoner. De går uden om den etablerede presse for at sprede deres budskaber.

Hvad de dermed har til fælles med Danmarks statsminister? Jo, også han benytter de sociale medier for selv bedre at kunne styre mediestrømmen.

Aldrig har aviser, tv og radio været sat mere ud på et sidespor, når det handler om at være først med nyhederne. I Iran af magthaverne; herhjemme af en statsminister, der har finpudset sin forgængers brug af de nye netmedier.

Hvor Anders Fogh Rasmussen mest brugte Facebook til at bløde op på sit tilknappede image og komme på fornavn med danskerne ved at underskrive sine hilsener med “Anders”, anvender den nye Rasmussen på en herhjemme hidtil uset måde de sociale medier mere strategisk.

Urolighederne efter præsidentvalget i Iran er af internationale medier døbt “Twitter-revolutionen”, fordi mikroblog-tjenesten Twitter er brugt til at mobilisere iranerne og omverdenen. Iagttagere kalder det den mest fascinerende nyskabelse inden for nyhedsdækning i mange år. Det er første gang, verden har set en dækning, hvor de involverede minut for minut aflægger rapport – uden journalistisk filter. Eller som en fodboldassocierende overskrift lød i The Economist: “Twitter 1 – CNN 0″.

Millioner af twitterudsagn er udvekslet på især farsi og engelsk, men det var for intet at regne, da det gik op for befolkningen, at regimet var i færd med at stjæle valgresultatet: Ifølge statistiktjenesten Trendrr blev ordet “Iran” nævnt i ikke færre end 220.000 Twitter-beskeder pr. time, da demonstrationerne nåede deres højeste. En uge senere var tallet stadig højt – op mod 80.000 tweets i timen. Undervejs har resten af verden kunnet videresprede informationerne og deltage i dialogen.

Ganske vist skiftede amerikanske og danske medier fokus, da popkongen Michael Jackson døde. Som den amerikanske medieprofessor Marty Kaplan syrligt bemærkede i Huffington Post: Man skal være FBI-agent for at evne at spore omtalen af Iran nu, hvor alle journalister kaster sig over Jackson.

Ikke desto mindre lever de demonstrerendes sag stadig på Twitter: På dagen for musikerens bisættelse kunne Trendrr tælle ikke færre end 182.000 tweets med ordene “Iran election” – næsten konkurrencedygtigt med de 274.000, som Michael Jackson opnåede fra sin pophimmel. Det er især kædebeskeder med links til videoer af dræbte demonstranter og ordene “Remember!” – og en hån mod præsident Ahmadinejads udtalelser om at række hånden frem mod de unge.

Det samme fandt sted i april i det lille land Moldova mellem Ukraine og Rumænien. En mistænkelig valgsejr til det regerende kommunistparti fik især unge til at samles til protester; også her blev Twitter brugt. Og nu ser verden det gentage sig i det vestlige Kina, hvorfra fem dramatiske, twitter-distribuerede mobil-fotos forleden landede på forsiden af britiske aviser.

Før Moldova, Iran og Kina har verden set kraftfulde protester organiseret via mobiltelefoner i bl.a. Filippinerne. For otte år siden blev præsident Joseph Estrada tvunget fra magten: Demonstranterne kommunikerede indbyrdes med sms-kæder.

Siden 2001 har flertallet af mobiltelefoner fået indbygget kamera og video. Med dem i hånden bliver de unge både tv-producere og borgerjournalister samt aktivister med virtuelle megafoner. Fra telefonerne sender de tekst, video og fotos direkte ud på nettet – uden om alle traditionelle og regeringskontrollerede mediekanaler.

I Iran begyndte præstestyret dagen efter valget at tvinge lokale internetudbydere og teleselskaber til at lukke ned for adgangen til nettet. Men så brugte de demonstrerede bare mobiltelefonerne til at sende informationer videre. Så lukkede regimet ned for sms, hvorefter de demonstrerende gik over til at bruge det mobile internet.

Dernæst slukkede myndighederne for mobilnettet i de områder, hvor der blev demonstreret. Men så bevægede demonstranterne sig blot uden for de blokerede zoner for at sende deres informationer videre. Sådan fortsætter det hele tiden: For hver forhindring, regimet sætter op, finder informationerne vej uden om. Og de traditionelle medier: De er hele tiden bagud og må forsøge at sortere og tjekke informationerne, så godt de kan – en kæmpeudfordring.

Et kendt eksempel er snigskyttedrabet på den unge kvinde Neda Agha Soltan. Hendes død blev optaget med en mobiltelefon og et link lagt på nettet via Twitter: I løbet af få timer var hendes navn, Neda, blevet et ikonisk udtryk for regimets brutalitet.

Først derefter ramte nyheden de traditionelle medier: Iranske oppositionelle skulle ikke vente på, at en journalist fandt frem til dem, interviewede dem og eventuelt besluttede sig for at bringe oplysningerne videre i en udsendelse eller artikel. De publicerer selv. De styrer selv spredningen af deres informationer.

Det samme gør Lars Løkke Rasmussen – og langt mere end sin forgænger, der aldrig foregav at hænge i timevis over sin Facebookprofil. Rundt om på mange Christiansborg-redaktioner blev der i den første tid efter Løkkes tiltræden talt om, at han havde mere travlt med at twitte og henvende sig til sin stadig voksende skare af Facebook-venner end at lade sig interviewe af reportere. Der skulle gå adskillige dage, før den nybagte statsminister stillede op til interview, og da han endelig gjorde det, var der sparsomt med udmeldinger.

Det kunne ligne en strategi efter Barack Obama-forbillede: Gå uden om den etablerede presse og henvend dig direkte til vælgerne. Skab et korps af ambassadører rundt om i samfundet og spred budskaberne gennem dem. Vær selv med til at redigere danskernes billede af, hvem du er – overlad det ikke bare til de “onde” kommentatorer og de “skævvridende” journalister.

For eksempel brugte statsministeren i juni nettet til at komme ufiltreret igennem: I stedet for passivt at vente på, at Rigsrevisionen offentliggjorde sin kritiske rapport om ham som sundhedsminister, gav han den fuld gas på Facebook. Han gik til angreb på oppositionen for næsen af pressen, der ikke selv fik de første ministerkommentarer, men måtte læse dem på nettet – uden at kunne stille kritiske spørgsmål. Han satte det første, vigtige aftryk på danskernes opfattelse af hans politiske håndtering.

Nu vil det være en fuldstændig urimelig påstand, at Danmark har fået en statsminister, der gemmer sig for pressen. Det er ikke tilfældet. Men han afprøver tydeligvis nye veje, hvor pressen mister sin enevældige position som dem, der breaker nyhederne. Dermed har de sociale medier på ganske få år givet to nyskabelser: Dem med magten har fået bedre muligheder for selv at styre nyhedsstrømmen. Men nok så interessant: Det har befolkningen – for eksempel den iranske og kinesiske minoriteter – også.

Den britiske premierminister, Gordon Brown, mener på baggrund af begivenhederne i Iran, at udenrigspolitik aldrig vil blive det samme igen. Som eksempel nævner han folkemordet i Rwanda, hvor Twitter ville have spredt information om uhyrlighederne langt hurtigere. Og så ville den folkelige opinion have krævet, at det internationale samfund handlede for at forhindre myrderierne.

Hvis det er rigtigt, har Twitter ændret verden, politik og journalistik for altid.

Kim Elmose er journalist og formand for dona.dk (netværk for folk der arbejder med online-kommunikation). Peter Mose er journalist og medforfatter til “Håndbog for Statsministre”.