Bestyrelsen i Foreningen af danske onlinekommunikatører – DONA – fik på generalforsamlingen i dag en frisk vitamin-indsprøjtning. Generalforsamlingen valgte ganske udramatisk og uden kampafstemning Stine Bjerre Herdel, der til daglig er kommunikationskonsulent i Skandia, og Pernille Honore ansvarlig for digitale medier i Danmarks Lærerforening som nye bestyrelsesmedlemmer, sammen med facebook-eksperten Mikael Lemberg fra KOMFO og kommunikationschef i Dansk Arkitektur Center Rune Huvendick, sidstnævnte som suppleant. Samtidig blev Jon Lund valgt som ny formand.
“Det er fedt med så mange nye – og supergode – kræfter i bestyrelsen” siger Jon Lund.
Den store indflux af nye medlemmer i bestyrelsen blev muligt efter at Kim Elmose, der efter otte år i bestyrelsen, heraf de sidste tre som formand, valgte ikke at genopstille. Det samme gjorde Karin Høgh, Lisbeth Klastrup, Mark Jensen og Asbjørn Poulsen. Alle blev hædret med stående ovationer af generalforsamlingen.
Stefan Bøgh-Andersen, Jon Lund, Søren Aaes og Kenneth Ley Milling var ikke på valg og fortsætter alle i bestyrelsen.
Online-kommunikatører er ikke (kun) journalister
Lisbeth Klastrup, der til daglig er lektor på ITU, præsenterede på generalforsamlingen resultaterne af en helt ny undersøgelse af DONA-liste medlemmerne. DONA-listen er DONAs primære videnskanal, en mailingliste som løbende leverer gode råd, forespørgsler og diskussioner til de mere end 1200 modtagere.
Undersøgelsen viste blandt andet at kun 10 % af modtagerne på listen arbejder i traditionelle medie-huse.
“Det er tankevækkende at så mange forskellige professionelle kommunikatører betragter online formidling som et kerne-element i deres arbejde. Det tyder på at netkommunikation er blevet en integreret del af mange kommunikationsstillinger.”
Yderligere information
For yderligere information kontakt Jon Lund (formand for DONA): 28 19 90 52
Lisbeth Klastrup: 29 93 44 70