Kaare Sørensen løb med årets DONA-pris, da DONA – Danish Online News Association – i dag fejrede online-journalistikken på hotel Bella Sky i København.
Prisen gives til “en eller flere personer og/eller medier, der har gjort en særlig indsats for onlinejournalistik og -kommunikation”. I motivationen til pris-uddelingen sagde DONAs formand Jon Lund:
Årets modtager af DONA-prisen er en af den slags spydspidser, der på bedste vis har klædt Danmarks journalister og onlinekommunikatører på til en ny medievirkelighed.
Prismodtageren er onlinejournalistikkens svar på Ulla Terkelsen: Sker der noget nyt indenlands eller i resten af verden, får man med sikkerhed breaking news indenfor få minutter fra denne onlinekommunikatør.
Vedkommende har i en sjælden grad forstået at udnytte Twitters telegramlignende kommunikationsform til fulde. Og en af årsagerne til succesen er hans evne til at få læsere hjemme i Danmark til at føle suset fra de revolutionerende menneskemængder under det arabiske forår.
Prismodtageren har med næsten 12.000 aktuelle, informative og appetitvækkende tweets gjort sine 2380 følgere klogere, men han har også hjulpet hele redaktioner med at komme med på twittervognen.
DONA vil gerne lykønske twitter- og JP-journalist Kaare Sørensen som vinder af årets DONA-pris.
Og vi forventer selvfølgelig, at du når at tweete det, før vi gør.”
Prisen har været uddelt to gange tidligere. Først til Timme Bisgaard Munk for hans arbejde med at “oprette og gøre Kommunikationsforum til dét sociale netværk i Danmark for kommunikationsfolk”, anden gang til Trine-Maria Kristensen for hendes evne til offensivt at bruge sociale medier til “Selv at sætte dagsordenen. Indtage banen. Spille ud, engagere, lytte og spille tilbage”.
One Reply to “Kaare Sørensen modtager årets DONA-pris”