Vi har modtaget 24 indstillinger til den prestigefyldte DONA-pris, der gives til medier og eller personer, der har gjort en særlig indsats for onlinejournalistik eller onlinekommunikation.
De indstillede er i ikke-prioriteret rækkefølge:
- Nicolas Nielsen og Mette Albæk for deres Twitter-dækning af terrorangrebet i København
- Kristoffer Dahyernst for en række digitale projekter
- Samira Nawa Amini for #engangvarjegflygtning
- Limboland.dk for at sætte fokus på den nødvendige digitale omstilling
- Ernst Poulsen for mangeårig pionerindsats
- Peter Kofod for sin afdækning af NSA, overvågning og Snowden-interview
- Jacob Hammerholt og Uffe Lohmann for digital dækning af Le Mans 2015
- Holdet bag medarbejdermagasinet #voresdeloitte
- Nikolaj Rytgaard, Thomas Søgaard Rohde og resten af Politiko.dk for valgdækning og nyskabende politisk journalistik
- Anders Kjærulff for radiomagasinet ”Aflyttet”
- Heine Jørgensen for sin indsats med ”Mød Partierne Web”
- DR’s Undersøgende Databaseredaktion
- Mikkel B. Jensen for digital longform-journalistik
- Lars Trier Mogens og Nikolai Thyssen for mobilmagasinet Føljeton
- Annegrethe Felter Rasmussen for alsidigt virke
- Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen for bogen ”Etik for journalister på nettet”
Flere er blevet indstillet mere end én gang. DONA-bestyrelsen vil nu nominere en række værdige vindere, som fagjuryen vil kåre en vinder fra. Vinderen bliver offentliggjort torsdag den 10. september ved det totalt udsolgte #DONA15-arrangement.
Læs alle begrundelserne herunder:
Benjamin Rud Elberth, digital chef for Geelmuyden Kiese indstiller Nicolas Nielsen og Mette Albæk fra DR og JP for deres Twitter-dækning af terrorangrebet i København
“Fra to forskellige redaktioner – Jyllands-Posten og Danmarks Radio – formåede Nicolas og Mette (Mette er nu tilbage på DR –red.) at give direkte Twitter-dækning omkring #CPHshooting, mens det skete. Før andre skrev om det – og de to formåede at bruge Twitter som en stor live-ticker, hvor de eksekverede dygtigt overblik fra henholdsvis JP og DR’s redaktionelle materiale i et troværdigt, men hurtigt flow i en komplet kaotisk situation. Mette var breaking flere gange, mens Nicolas gav overblik og endda formåede at korrekse internationale nyhedsbureauer om fakta. Reelt kunne den danske journalist-stand på Twitter hyldes for dækningen, men de to står ud under dækningen som de allerstærkeste.”
Jonas Juhler Hansen, Direktør og partner, Look Curious ApS indstiller Kristoffer Dahyernst for en række digitale projekter”
“Fordi han med digitale medier som Fuck You Very Much, Morgenposten og senest 100 Useful Things, ikke blot er entreprenant, men et særligt talent ud i digital publisering. Evner man ikke lærer på nogen skole, men kun ved at have særlig øje for at opbygge og iscenesætte online platforme.”
Kristoffer Friis fra bl.dk og medlem af DONA-bestyrelsen indstiller Samira Nawa Amini for #engangvarjegflygtning
“Samira Nawa Amini er initiativtager til #EngangVarJegFlygtning-kampagnen. Samira har vist, hvordan sociale medier kan nedbryde fordomme og skabe fællesskab. Kampagnen engagerede både borgere, politikere og medier under valgkampen 2015, og der er sågar kommet en udstilling ud af det – og vist nok også international opmærksomhed.”
Kasper Villum Jensen fra finans.dk indstiller Limboland.dk for at sætte fokus på den nødvendige digitale omstilling
“Limboland.dk er et ambitiøst mini-medie der med egne artikler og kuraterede artikler sætter fokus på den nødvendige digitale omstilling, som nyhedsbranchen står midt i.”
Abelone Glahn fra Amedia indstiller Ernst Poulsen for mangeårig pionerindsats
“Ernst har i sit efterhånden (forholdsvis) lange liv udvist en særlig vedholdenhed over for at fremtrække de store fordele ved internet, communities, sociale medier mv. alt sammen set i medie/pressesammenhæng til glæde for hele den danske medieverden.
Han har været hele paletten igennem i kraft af sit journalistiske arbejde og har meget stædigt og intensivt fastholdt værdien af at bruge internettet i mediesammenhæng, noget vi tager som komplet givet i dag. Som stifter og medinitiativtager, samt mangeårig formand for DONA, bør han hædres for den indsats, der i dag betyder, at vi stadig har DONA, at internetjournalister ikke længere er nørder (ikke kun … hahaha),men at disciplinen nu er naturligt integreret i vores fag.
At han så samtidig er en behagelig person, en ildsjæl, der sætter sit eget til side for fællesskabet og for at gennemføre de sjove, skæve tanker og ideer som Media Bootcampen for nogle år siden og PRAUDA for nylig, (for ikke at nævne alle de sindssyge ting, han har igangsat siden DONA startede), og at han utrætteligt vedligeholder nyttige oversigter, som vi alle kan bruge (f.eks. twitterjournalister.dk og twitterpolitikere.dk), og at han altid er utrolig delende, generøs, dygtig og vidende i sine opdateringer, som man bør være på www, hører bare med til den lange remse over fortræffeligheder ved denne sindige og fremsynede mand.
Nu er det på tide, at han får en kollegial anerkendelse for den pionerindsats, han har ydet.”
Jeppe Morgenthaler, Falcon Social, indstiller Peter Kofod for sin afdækning af NSA
“Peter Kofod har på egen hånd gjort et nærmest sisyfosisk stykke arbejde med at belyse danske politikeres mildest talt lemfældige og løgnagtige omgang med fakta, når det kommer til overvågningssamfundet som det er blevet afsløret i kølvandet på Edward Snowdens læk af NSA-dokumenter. Han var også den første dansker til at få et interview med Snowden.
Danske journalister kan med fordel se på Peter Kofods arbejde som et lysende eksempel til efterfølgelse.”
Trine-Maria Kristensen, digital kommunikationsrådgiver, indstiller Peter Kofod for utrættelig kritisk dækning af overvågning”
Peter Kofod er utrætteligt kritisk overfor overvågning, vores syn på Wikileaks, Assange mv. og han var den første journalist i Danmark, der fik et interview med Snowden. Nu har han crowdfunded sig selv for at sikre at han har tid til at skrive kritisk og uafhængigt – foreløbig støtter 74 personer hver måned Peters skrivearbejde, fordi han er så unik og brænder for det, han laver. Han er kort sagt en kritisk journalist, som bruger teknologien til at få råd til at kritisere dem, der har magt over teknologien. Se hans kampagne (og det han laver for de 900 dollar om måneden) her.”
Steffen Kjærulff fra Sturmglas indstiller Peter Kofod
“For deres og hans utrættelige arbejde for at undervise danskerne i overvågning på nettet.”
Nicolai Lund indstiller Peter Kofod
“Peter Kofod har med stor viden og kendskab præsenteret os danskere for vigtige oplysninger omkring snowdon-sagen samt andre Whistlerblower-sager, som ikke havde set dagens lys, hvis ikke han havde præsenteret dem!”
Johannes Ingwersen, VUC Fyn, indstiller Peter Kofod
“Peter Kofod holder både medier og politikere til ilden i vigtige sager om den frie information imellem mennesker og samfund. Behøver man at nævne, at Peter var den første dansker, der fik et interview med Snowden OG har stiftet Danmarks første whistleblower-forening Veron i fællesskab med andre stærke journalister og whistleblowere? Nåh ja, han uddanner også (kvit, frit og stort set gratis) den samlede danske journaliststand i at beskytte deres kilder – sådan for reals og ikke bare ’det rigtige navn er redaktionen bekendt’-agtigt.”
Kristian Eshøj Josefsen, redaktør i TV 2 Sportscenter, indstiller journalist Jacob Hammerholt og fotograf Uffe Lohmann for digital dækning af Le Mans 2015
“De har på en nyskabende måde taget publikum med helt ind i cockpittet i en racerkørers verden og fuldstændigt integreret TV som medie i en digital fortælling. Se den her.”
Nina Vinther Andersen, Deloitte, indstillet holdet bag medarbejdermagasinet #voresdeloitte, Anders Dons, Ulrikke Ekelund, Kristoffer Rosenmeier, Pia Bajlum Hansen, Rune Kvist, Redaktør Nina Vinther Andersen m.fl.
“Hvordan kommunikerer man en særlig kultur og gør en strategi relevant og nærværende for 2.300 medarbejdere fra Nyborg til Nuuk, der laver alt indenfor virksomhedsrådgivning? Deloittes CEO Anders Dons gav kommunikationsafdelingen og en redaktion af medarbejdere under ledelse af redaktør Nina Vinther Andersen frie hænder til at udvikle et nyt koncept for et nyt medarbejdermagasin. Holdet besluttede, at det udelukkende skulle være digitalt og har med relativt få midler skabt et unikt magasin med tekst, video, foto, grafik og illustrationer, der på få måneder er blevet læst af over 2.734 mennesker – heraf fire i Rusland. Se vores.deloitte.dk.”
Signe Ferslev, Berlingske Business, indstiller Berlingskes Politiko-redaktion for dækning af Folketingsvalget 2015″
Berlingskes Politiko-redaktion dækkede valget 2015 på en tilgængelig, kvik måde med digitale, interaktive elementer og formidling, der gjorde sig godt på sociale medier. Journalisterne brugte sig selv og journalistiske greb på en sympatisk og informativ måde og talte i øjenhøjde med befolkningen.”
Jens Jørgen Madsen, redaktør på Berlingske, indstiller Politiko.dk, herunder journalisterne Nikolaj Rytgaard (nu på Jyllands-Posten) og Thomas Søgaard Rohde
“Politiko.dk blev lanceret i oktober 2014 som det nye sted, hvor alle politikinteresserede dagligt kan få det store overblik og viden om dansk politik. Fra start har Politiko.dk haft som mål at fokusere på digital formidling og fortælle politisk journalistisk på en ny og anderledes måde end den klassiske. Og det er lykkes.
Eksempelvis leverer Politiko.dk med “Politisk Morgenpost” hver dag en grundig gennemgang af de vigtigste politiske historier i alle danske medier. Og selvom Politiko hører under Berlingske, gør morgenposten en dyd ud af at prioritere dagens mest væsentlige historie først, uanset medie, samt bruge dybe links til alle historier, så læsere kan finde den oprindelige artikel.
Dermed kan alle politisk interesserede ganske trygt nøjes med at begynde dagens læsning et enkelt sted.
Politiko.dk har samtidig evnet at kombinere substans og perspektiv med en sjælden subtil humor i dansk journalistik, og dermed gjort ellers ofte svært tilgængelige eller ligefrem tunge politiske sager levende og nærværende.
Politikos unikke form for humor og kant er ikke tidligere set i den politiske journalistik i Danmark, men er på mindre end et år blevet et så væsentligt kendetegn ved Politiko, at det har været med til at definere selve Politkos brand. Og nok så vigtigt dermed gjort politisk journalistik langt mere tilgængelig (og folkelig) uden at slække på kvalitet, fordybelse og indsigt.
Der er for eksempel lavet:
- Spørgetime-bingo
- Du snakker uden om-kampagne
- Helikopter-video for at udfordre TV 2 News
- Podcast fra Folkemødet på Bornholm
- Erdervalg.dk
Desuden har Politiko satset stort på sociale medier, hvor Twitter- og Facebook-følgere løbende får serveret historier og har mulighed for at indgå i dialog.
Sidst men ikke mindst var Politiko direkte med til, at b.dk i valgperioden fik den største stigning i brugertal blandt samtlige større nationale nyhedssites. Med en vækst i valgperioden på 24 procent “vandt” Politiko.dk valget blandt alle online medier.
I min optik har Politiko – med Nikolaj Rytgaard og Thomas Rohde i spidsen – leverer en helt usædvanlig indsat og på rekordtid skabt helt nye standarder for onlinejournalistik og -kommunikation i Danmark, og derfor vil jeg gerne indstille dem.”
Esben Spangsege, Twins Solutions indstiller journalist Anders Kjærulff for radiomagasinet ‘Aflyttet’
Jeg ved ikke om han falder inden for kategorien – men det er vel i hvert fald en eller anden form for tech-journalistik. Hans tilgang gør det let forståeligt for mig som ikke-tech ekspert, og så får han mig til at reflektere over, at jeg som strategisk kommunikatør er “part of the problem”, når jeg prædiker dataindsamling over for virksomheder for at samle “empiri” til, hvordan virksomheden kommunikere bedst mulig med omverdenen.”
Malene Petersen, DR Nyheder, web og mobil, indstiller Heine Jørgensen, videoredaktør, dr.dk (nu tilbage på Ekstra Bladet –red.) for sin indsats med ‘Mød Partierne Web’
“Heine Jørgensen er på mange måder ham, der fik alt til at klappe i DRs web-satsning under valget, Mød Partierne Web’. Det var et onlinemagasin, som sendte før og under programmerne ‘Mød Partierne’ på DR1, Heine fik både givet programmet en selvstændig profil, men fik det samtidig til at spille sammen med udsendelsen på flow-tv. En reel nyskabelse under valget og et magasin, der var gennemarbejdet med sit eget udtryk og sin egen profil, og ikke bare en appendiks til et eksisterende tv-program. Og det gav de medvirkende politikere en anden fortælling end i de traditionelle valg-udsendelser.”
Marie Buss, Journalistisk Chef, DR Nyheder indstiller DR’s Undersøgende Databaseredaktion
“Jeg indstiller hermed DR’s Undersøgende Databaseredaktion til DONA-prisen 2015, fordi redaktionen har ydet en ekstraordinær indsats for kvalitetsbåret onlinejournalistik.
Redaktionen blev startet i efteråret 2013 og er den første databaseredaktion i Danmark. Redaktionen er dannet for at styrke netop DR’s onlinejournalistik med nye interaktive løsninger og datadreven undersøgende journalistik. Redaktionen har eksperimenteret på et felt, der inden for dansk journalistik endnu er relativt snævert. Derfor har redaktionen i sine projekter vist en kreativitet og innovationslyst, der har frembragt historier og interaktive løsninger inden for både daglige nyheder, gravende journalistik og mere underholdende kulturstof.
Redaktionen har således frembragt historier med tilhørende grafik og interaktive løsninger til gavn for brugerne om alt fra kongehusets jagter, svindel med danske klimakvoter, sygefraværet blandt danske folkeskoleelever til danskernes forbrug af porno, politikeres debat med borgere på Facebook og omfanget af giftig jord i Danmark. Fælles for redaktionens projekter er, at både research og produkt udspringer af internettets muligheder. Dermed viser redaktionen både via metoder og via konkret output, at web er en legeplads med uanede muligheder – og at web-first ikke er en ambition på papiret, men en helt naturlig konsekvens af, at data bedst præsenteres online. DR’s Undersøgende Databaseredaktion har gennem en lang række af væsentlige historier med tilhørende brugervenlige løsninger gennem snart to år vist, at grundig databasejournalistik kombineret med visuelt kreativ onlineformidling er en gevinst for et mediehus.
Redaktionen består pt af en redaktør, tre journalister, en grafiker, en studentermedhjælp og tre programmører.”
Simon Hovmand-Stilling og Jonas Kuld Rathje, chefredaktører for Metroxpress, indstiller Mikkel B. Jensen, Kreativ chef hos Metroxpress, for arbejdet med digital longform-journalistik
“Mikkel har som kreativ chef været en af hovedkræfterne bag, at mx.dk i 2015 har bragt longread- og longform-formaterne til et hidtil uset niveau i Danmark.
Mikkel evner som få at kombinere udvikling, design og formidling og formår i samarbejde med redaktionen altid at bidrage positivt til historien med sine digitale greb. Det er bestemt heller ikke et minus, at han tillige at en fremragende kollega.
Vi ønsker at indstille ham for følgende longreads: http://www.mx.dk/interaktiv/feature/roskilde/ & http://www.mx.dk/interaktiv/feature/thulesen/ samt denne longform: http://www.mx.dk/interaktiv/feature/lesbos/ ”
Filip Wallberg, Jysk Fynske Medier/Syddansk Universitet, indstiller Lars Trier Mogens og Nikolai Thyssen for mobilmagasinet ‘Føljeton’
“Føljeton er et spændende projekt, der forsøger at formidle og sælge journalistik i en digital tidsalder. Projektet er ikke lanceret endnu, men energien, visionen og den vanvittige drøm er der. Derfor indstiller jeg Lars Trier Mogensen, Nikolai Thyssen og Føljeton.”
Lotte Kaa Andersen, forfatter og tekstforfatter indstiller, skribent Annegrethe Felter Rasmussen for alsidigt virke
“A.F.R. skriver godt og let og personligt – også om svære og tunge emner. Hun tager fat på tabuer og har en utroligt bred palette. Den ene dag laver hun tv-journalistik om amerikansk politik, den anden dag skriver hun svar i en brevkasse om sex og samliv eller klummer om børn og mad, og hun deler alt online. Samtidig går bredden i hendes arbejde ikke ud over kvaliteten. Hun er skarp og generøs og har humor. Jeg synes, hun fortjener en pris!”
Teddy Petersen, forlagschef hos forlaget Ajour, indstiller Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen fra fagbladet Journalisten for bogen ‘Etik for journalister på nettet’
“Anledningen til bogen er alvorlig. Ifølge en undersøgelse i bogen fortæller 5.000 journalister i Danmark, Sverige og Finland, at de er meget bekymrede for etikken på nettet. Faktisk trækker netjournalistikken mediernes generelle etik ned.
Men ifølge ”Etik for journalister på nettet” kan nettet være en gave for etikken online. Hvordan det kan ske viser Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen med en række konkrete anbefalinger.
Siden bogen udkom i september 2014 på forlaget Ajour, har den ført til ændringer i arbejdsgangene på DR, Politiken, Berlingske, Information og Fynske Medier. Bogens pointer er blevet præsenteret på danske og internationale konferencer, blandt andet for hele verdens newsombudsmen ved konferencen ONO 15 i Sydafrika.
”Etik for journalister på nettet” er blevet anmeldt og omtalt i danske medier som Politiken, Berlingske, P1, Go Morgen Danmark på TV 2 og Radio24syv, og udenlandske medier som Fagbladet Journalisten i Sverige og Fagpressenytt i Norge.
Bogen er faktisk den første af sin slags – i hele verden, og den indgår i dag som en del af studierne på journalistuddannelserne i Danmark, Sverige og Norge.
Ved hjælp af klassiske journalistiske greb som reportage, interviews, konfrontationer og research fra hele verden balancerer ”Etik for journalister på nettet” fornemt mellem det konstruktive og kritiske. Vi bliver præsenteret for de værste problemer online og de største udfordringer. Med bidrag fra indsigtsfulde redaktører, journalister og forskere fra hele verden anviser bogen løsninger på problemerne – kogt ned til 80 konkrete anbefalinger.
Onlinejournalistikken er fortsat i sine teenageår. ”Etik for journalister på nettet” udpeger børnesygdommene og anviser den rette kur, så digital journalistik kan give analog journalistik baghjul. Også på etikken.
Derfor fortjener ”Etik for journalister på nettet” at modtage årets DONA-pris. I kan læse mere om bogen på etiknet.dk.”
Brigitte Alfter, Journalismfund.eu, indstiller Andreas Marckmann & Jacob Albrecht fra fagbladet Journalisten for bogen ‘Etik for journalister på nettet’
“Jeg mener, bogen har haft afgørende betydning på et af de mest oversete aspekter af dansk online-journalistik, nemlig etikken. Den er samtidig lige i DONAs ånd!
Bogen er skrevet på klassisk journalistisk vis. Den rummer både reportage, interviews, konfrontationer og imponerende mængder af research fra hele verden. Resultatet kunne være blevet en bog, der vrissede om hvor dårligt det går med journalistikken, og hvor farligt internettet er. Det bedste ved bogen er, at den både er konstruktiv og kritisk. For første gang, ikke bare i Danmark, men internationalt, formår forfatterne at indsamle de værste problemer og vigtigste eksempler for den journalistiske etik på nettet. Men de stopper ikke der. De spørger også de klogeste kilder på verdensplan, hvordan man kan løse problemerne og kommer med intet mindre end 80 konkrete anbefalinger til hvordan.
Bogen har åbnet branchens øjne for en lang række problemer – hver gang med en løsning for enden af kapitlet.
Bogen har haft enorm indflydelse på mediernes etik i Danmark og resten af Skandinavien. Medier som DR, Politiken, Berlingske, Information og Fynske Medier har ændret deres etiske regler/praksis på grund af bogen. Forfatterne har optrådt både på danske og internationale konferencer og undervist i bogens budskaber, de har optrådt i en række danske medier som Politiken, Berlingske, P1, Aftenshowet på DR og Radio24syv, og udenlandske medier som Fagbladet Journalisten i Sverige og Fagpressenytt i Norge. Bogen er i dag en del af studierne på både danske, norske og svenske journalistuddannelser.
Bogen er i DONAs ånd, fordi den har et forfriskende positivt syn på netjournalistikken. Selvom 5.000 journalister i Danmark, Sverige og Finland i bogens store undersøgelse er meget bekymrede for etikken på nettet, viser forfatterne, hvordan nettet kan være en gave for vores etik – hvis vi vil. Derfor synes jeg, Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen fortjener DONA-prisen.”
Hvis jeg havde haft muligheden ville jeg også have slået et slag for Peter Kofod for sine trættesløse, velskrevne indlæg, for at finde sin helt egen vej til indflydelse, og for at gøre hobbyen til voksenarbejde med crowdfunding. Der er for mange pæne og kedelige 9-4 journalister i Danmark der producerer steril copy-paste fra rigtige medier og kalder det noget med online. Kofod er the real deal, og så på klingende fynsk!
Til alle jer, der har indstillet til prisen: HUSK for pokker at indstille igen, når DJ beder om at få forslag til modtagere af Cavlingprisen. Det sker i november, og der er ALT for få af denne type forslag!
En Cavlingpris kan SAGTENS gå til adskillige af de foreslåede, og det er virkelig ærgerligt, at DONAs medlemmer ikke husker at indstille denne type journalistiske præstationer.
Også disse er gangbare i Cavling regi!! hvor ville det være prægtigt, om en Cavling gik den vej!
Husk det til november!!!
http://www.cavlingprisen.dk
Blot en tilføjelse til bogen “Etik for journalister på nettet”. Jeg har over flere år diskuteret disse problemer med kolleger fra store medier rundt om i verden. Derfor kan jeg med sikkerhed fastslå, at bogen har international klasse. Der findes p.t. ikke noget bedre ude i verden – en engelsk-sproget version ville have et stort potentiale.